Skip to main content

Atrasentan bremser fald i nyrefunktion ved IgA-nefropati

Skrevet af Bo Karl Christensen den . Skrevet i Nefropati.

ERA: Behandling med atrasentan over 2,5 år bremsede faldet i nyrefunktion hos voksne med IgA-nefropati og høj risiko for sygdomsprogression. Effekten sås både hos patienter med og uden samtidig SGLT2-hæmmerbehandling.

Det viser de endelige resultater fra fase III-studiet ALIGN, som blev præsenteret på den europæiske nyrekongres ERA2026 (abstract #101).

Atrasentan er en selektiv endothelin A-receptorantagonist. I den tidligere interimanalyse fra ALIGN reducerede behandlingen proteinuri signifikant efter 36 uger, og i den endelige analyse har forskerne undersøgt, om 2,5 års behandling også bremsede faldet i estimeret glomerulær filtrationsrate (eGFR).

Studiet inkluderede voksne patienter med biopsiverificeret IgA-nefropati, eGFR på mindst 30 ml/min/1,73 m² og samlet urinprotein på mindst 1,0 g/døgn målt ved 24-timers urinopsamling. Patienterne var i stabil behandling med renin-angiotensin-systemhæmmer (RAS-hæmmer). Et eksplorativt stratum inkluderede desuden patienter, som også fik stabil behandling med SGLT2-hæmmer.

Bremser fald i eGFR

I alt blev 404 patienter randomiseret fra marts 2021 til april 2023 på 133 centre i 20 lande. Heraf indgik 340 patienter i hovedstratum og 64 patienter i SGLT2-hæmmerstratum. Patienterne fik enten atrasentan 0,75 mg én gang dagligt eller placebo i 132 uger efterfulgt af fire ugers opfølgning. Gennemsnitsalderen var 45,1 år, 42,1 procent var kvinder, gennemsnitlig eGFR var 58,0 ml/min/1,73 m², og median urin-protein/kreatinin-ratio var 1,4 g/g.

Ved uge 136 var forskellen i eGFR mellem atrasentan og placebo i hovedstratum 2,4 ml/min/1,73 m² (95% CI -0,1 til 4,8; p=0,057). Dermed nåede analysen ikke statistisk signifikans for dette centrale endepunkt. Ved behandlingens afslutning i uge 132 var forskellen dog 2,6 ml/min/1,73 m² til fordel for atrasentan (95% CI 0,1-5,0; nominelt p=0,039). Atrasentan reducerede også den annualiserede totale eGFR-slope med 1,4 ml/min/1,73 m² per år sammenlignet med placebo (95% CI 0,5-2,3; nominelt p=0,003).

I det eksplorative SGLT2-hæmmerstratum var forskellen ved uge 136 større: 9,1 ml/min/1,73 m² til fordel for atrasentan (95% CI 3,0-15,2; nominelt p=0,004). I den samlede population på 404 patienter var forskellen mellem grupperne 3,3 ml/min/1,73 m² ved uge 136 (95% CI 1,0-5,6; nominelt p=0,005).

Proteinuriremission forekom hos en større andel af patienterne, der fik atrasentan, end hos patienter, der fik placebo. Ifølge forskerne var reduktionen i proteinuri med atrasentan konsistent frem til behandlingens afslutning.

Behandlingen var generelt veltolereret, og der blev ikke identificeret nye sikkerhedssignaler. Væskeretentionshændelser forekom hos 24 patienter (14,2 procent) i atrasentangruppen og 20 patienter (11,8 procent) i placebogruppen i hovedstratum. I SGLT2-hæmmer-stratummet var tallene henholdsvis tre patienter og to patienter. De fleste tilfælde af væskeretention var milde til moderate og førte ikke til hospitalsindlæggelse.