Rituximab forlænger remission ved nefrotisk syndrom
ERA: Tiden fra remission til tilbagefald bliver forlænget med rituximab hos voksne med minimal change disease eller fokal segmental glomerulosklerose.
Det viser fase III-studiet TURING, som blev præsenteret på den europæiske nyrekongres ERA 2026 (abstract #83).
Mange patienter med nefrotisk syndrom går i remission på højdosis kortikosteroider som prednisolon, men får ofte tilbagefald, når behandlingen trappes ud. Det kan over tid føre til betydelig steroidrelateret sygdomsbyrde. Forskerne bag TURING ønskede at undersøge, om rituximab i tillæg til prednosolon kan forlænge remission og udskyde tilbagefald.
TURING var et multicenter, dobbeltblindet, randomiseret og placebokontrolleret fase III-studie, der undersøgte rituximab hos voksne med de novo eller tilbagevendende nefrotisk syndrom sekundært til ’minimal change disease’ (MCD) og fokal segmental glomerulosklerose (FSGS).
Alle patienter fik prednisolon 1 mg/kg/dag efter KDIGO-retningslinjerne og blev randomiseret 1:1 til rituximab eller placebo. Behandlingen blev givet intravenøst ved studiestart, efter to uger og igen efter seks måneder, hvis patienten fortsat var i remission.
I alt blev 149 patienter randomiseret fra oktober 2019 til april 2024 på 23 britiske centre. Heraf fik 77 patienter rituximab og 72 placebo. Medianalderen var 53 år, 59 procent var mænd, 33 procent havde de novo-sygdom, og 38 procent havde FSGS.
Ved uge 16 havde 122 patienter (82 procent) opnået komplet eller partiel remission. Der var ingen forskel mellem grupperne i hverken remissionsrate eller tid til remission.
Blandt de FSGS-patienter, der opnåede remission, opnåede flere rituximab-behandlede patienter efterfølgende komplet remission end patienter i placebogruppen (22 ud af 23 patienter, svarende til 96 procent, mod 12 ud af 19 patienter, svarende til 63 procent; p=0,015).
Forlænger tiden til tilbagefald
Efter en median opfølgning på 2,8 år fra remission blev der registreret 67 tilbagefald. Tiden fra remission til tilbagefald var signifikant længere med rituximab end med placebo. Median tid til tilbagefald var 23 uger i placebogruppen, mens medianen i rituximabgruppen ikke var nået ved opfølgningens afslutning (justeret HR 0,22; 95% CI 0,13-0,37; p<0,0001).
Effekten blev set både hos patienter med MCD (HR 0,23; 95% CI 0,12-0,43; p<0,0001) og hos patienter med FSGS (HR 0,23; 95% CI 0,085-0,60; p=0,0027).
Der blev registreret 80 forhåndsdefinerede sikkerhedshændelser hos 40 patienter, uden signifikant forskel mellem behandlingsgrupperne. I alt blev der rapporteret 38 alvorlige uønskede hændelser hos 25 patienter, heraf 10 i placebogruppen og 15 i rituximabgruppen.
Forskerne bag studiet vurderer, at op til 3 infusioner à 1 gram rituximab over seks måneder er tilstrækkeligt til at forlænge remission i mere end 18 måneder hos hovedparten af patienterne.
